Vinteren lukker søvejen, men er KNI klar til atopfylde forsyningspligten?

Siumut kræver klare svar på, hvordan vinterforsyningen til Tasiilaq og andre bosteder med
begrænset eller lukket skibstrafik om vinteren bliver sikret.


I Tasiilaq er situationen særlig aktuel. En række vinterforsyningsvarer fremgår efter det oplyste ikke
længere af bestillingslisten som følge af et leverandørskifte – samtidig med, at der kun er to
skibsanløb tilbage inden årets sidste ordinære skibsanløb.


Det vækker alvorlig bekymring.


For Tasiilaq er ikke det eneste sted i Grønland, hvor vinter og is betyder, at muligheden for
søtransport forsvinder eller bliver stærkt begrænset i en længere periode. Flere steder i Nord- og
Østgrønland er afhængige af, at vinterforsyningerne bliver planlagt, bestilt og sejlet frem, mens
søvejen fortsat er åben.


Når det sidste skib er sejlet, kan man ikke bare rette en fejl i en bestillingsliste.


Derfor må et leverandørskifte aldrig blive en undskyldning for manglende vinterforsyning. KNI og
Pilersuisoq kender de geografiske og klimatiske vilkår, som gælder i de områder, de forsyner.
Netop derfor må planlægningen tage højde for, at vinteren hvert år begrænser mulighederne for
efterforsyning.


KNI har en særlig samfundsmæssig forsyningsopgave. Derfor skal der også kunne stilles krav om
rettidig planlægning og et tilstrækkeligt beredskab, når forsyningen til bosteder med vinterlukket
søvej skal sikres.


Siumut ønsker derfor svar på, hvilke vinterforsyningsvarer der er blevet fjernet fra bestillingslisten,
hvorfor det er sket, hvornår KNI blev bekendt med konsekvenserne af leverandørskiftet, og om
tilsvarende problemer gør sig gældende andre steder i landet.


Derudover ønsker vi en redegørelse for, hvordan KNI konkret sikrer tilstrækkelige lagre i de
bosteder, hvor is og vinterforhold betyder, at almindelig søforsyning ophører i flere måneder.


Forsyningspligt skal ikke først diskuteres, når hylderne er tomme. Den skal kunne mærkes,
før det sidste skib sejler.


Hvis nødvendige varer mangler midt om vinteren, er det for sent at forklare, at årsagen var et
leverandørskifte eller en fejl i planlægningen.


Der er kun to skibsanløb tilbage til Tasiilaq.


Derfor skal der handles nu.


Siumut kræver, at KNI Pilersuisoq og Naalakkersuisut hurtigst muligt redegør for vinterforsyningen
til Tasiilaq og samtidig dokumenterer, hvordan forsyningen er sikret i de øvrige bosteder, hvor
vinterisen begrænser eller lukker for søtransporten.

Scroll to Top