Af: Jørgen Wæver Johansen, Borgmester, Kommune Kujalleq

Først og fremmest vil jeg gerne takke for Inuit Ataqatigiit Kujalleq’s reaktion på min tale ved Grønlandsudvalgets høring i Folketinget, fordi den giver mig mulighed for at uddybe flere forhold. Reaktionen kommer ikke som en overraskelse, for i Grønland er det ikke uden grund, at vi har et ordsprog som siger: ”Eqqortittunngooq kamattarput…”, som vel bedst oversættes til dansk som: ”De som bliver pinligt berørte - bliver vrede”.
Jeg har altid ment, at man som politiker åbent og sagligt skal argumenterer for det, man mener, og hvilke politiske mål man har. Derfor synes jeg mit oplæg ifm. høringen var både værdigt og ærligt.


Mit væsentligste budskab på høringen var, at vi alle bør respektere den demokratiske proces i vort land: Inatsisartut har besluttet en lovgivning og en proces, der også på internationalt niveau er af høj standard. I forbindelse med Kvanefjeld-projektet vil selskabet i løbet af de kommende måneder fremlægge de grundlæggende elementer og undersøgelser, som er en forudsætning for at kunne ansøge, og som skal sikre Grønland og Grønlands befolkning en ’fair share’ af de goder, der kommer ud af at udvinde naturressourcerne, og som skal sikre, at det foregår socialt, miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.


Det, der vel ikke kan betegnes som andet end bemærkelsesværdigt, er, at man afholder en høring endnu før selskabet har søgt om den endelige produktions- og udnyttelsestilladelse. Det vil sige, at førend at man har modtaget ansøgningen med de tilhørende Vurdering af Virkninger på Miljø (VVM) og Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB), som jo er et lovgivningskrav, førend at man overhovedet kan søge om en produktions- og udnyttelsestilladelse. Det er jo netop ansøgningen og de tilhørende analyser (VVM og VSB), som skal danne grundlag for vores alles videre vurderinger af projektet.


Efter modtagelse af ovenstående skal Naalakkersuisut have vurderet alle analyserne hos forskellige uvildige eksperter, hvorefter Naalakkersuisut, igen i henhold til lovgivningen, skal afholde omfattende høringer af befolkningen og andre interessenter. Modtagne vurderinger, forslag og spørgsmål vil herefter blive bearbejdet og i behørigt omfang indarbejdet i den videre proces.


Først herefter, vil projektet nå til et stadie, hvis der stadig er belæg for det, hvor de lovpligtige IBA (Impact and Benefit Agreement) forhandlinger kan indledes. Igen er det en lovmæssig forudsætning, at Naalakkersuisut, selskabet og kommunen når frem til et for alle parter fælles IBA-forhandlingsresultat. Hvis ikke, kan der ikke udstedes en produktions- og udnyttelsestilladelse.


Derfor er det i sig selv overraskende, at nogen – inden at man har modtaget ansøgningen og inden borgerne er blevet hørt på et veloplyst grundlag – forsøger at skabe forvirring og mistillid til den demokratisk lovfastlagte proces, og til det grønlandske samfunds evne til at håndtere en sådan; ved hjælp af en skræmmekampagne, blot fordi man åbenbart under alle omstændigheder er imod projektet – uanset hvad.


Jeg undrer mig også over, hvad IA Kujalleq mener med ”faktuel viden om uran”? Hvis ikke det er den viden, som lovgivningen fastsætter skal indsamles, førend man vurderer et projekt, og som IA selv har været med til at beslutte i Inatsisartut, hvad menes så med ”faktuel viden”?


Endvidere, hvis den af Inatsisartut fastsatte proces med krav om udarbejdelse af en omfattende ’Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed’ (VSB) og ’Vurdering af Virkninger på Miljø’ (VVM), med efterfølgende høringer ikke udgør ”en grundig folkelig debat”, hvad er så en ”en grundig folkelig debat”?


Når et parti – sammen med de primært danske NGO-organisationer – der aldrig vil være positive over for udvikling af det grønlandske råstoferhverv, og dermed skabe den økonomiske og beskæftigelsesmæssige udvikling, der kan bringe unge grønlændere tilbage til deres land i gode jobs med en god indtjening – stiller tvivl ved den af Inatsisartut fastsatte beslutningsproces, er det så forkert at sige, at de ikke stoler på det Inatsisartut og det Naalakkersuisut, som befolkningen har valgt, og at de ikke stoler på de forskere og den administration, som er sat til at informere og administrere. Har vi så at gøre med et parti, der på den korte bane igen kan blive en troværdig medspiller til at lede dette land?


Nå det så er sagt, så er det mere end fair at spørge – alle der siger nej, førend man har det nødvendige vidensgrundlag til at have en endelig holdning til projektet, hvilke alternativer, det så er, man vil fokusere på at udvikle og fremme? Hvilke forslag har man til at skabe yderligere 7-800 jobs i Sydgrønland, vel at mærke jobs og udvikling, som skabes med investeringer udefra? Eller skal en stor del af den sydgrønlandske befolkning fortsat henvises til et marginaliseret liv i social armod?


Som IA Kujalleq ved, så anser jeg det som borgmester for min pligt, hver dag, at arbejde for at der i Sydgrønland skabes vilkår og muligheder for, at stadig flere kan forsørge sig selv og sine egne. At jeg aktivt deltager i arbejdet for, at stadig færre mennesker er afhængige af det offentlige, at vi som land til stadighed arbejder for at blive mindre afhængige af bloktilskuddet, at vi til stadighed bliver mere og mere selvstændige økonomisk såvel mentalt, både som borgere, som region, såvel som land.


I mine øjne er det derfor ansvarspådragende, på forhånd at sige nej til udvikling af et potentielt projekt uden at have det nødvendige vidensgrundlag og uden selv at kunne påpege alternativer, samt finansieringen af disse.
Som jeg indledte med at sige, så mener jeg, at vores demokratisk vedtagne lovgivning på dette område, sikrer, at vi – når vi har det nødvendige vidensgrundlag på plads – nok skal formå at træffe den rigtige beslutning for vort land.


Jeg har udarbejdet dette svar, igen med risiko for, at jeg bliver betegnet som mudderkaster – mudderkastning er sjovt nok altid noget, andre gør – men jeg håber selvfølgelig, at IA Kujalleq og IA generelt igen finder sammen med de andre ansvarlige politiske partier i Grønland og bakker op om Inatsisartuts fælles holdning til at skabe en råstofsektor, der kan være med til at bringe Grønland frem mod de mål, vi alle bakker op om.